Del 1: Michael Pedersens vej i matematikkens verden

Professor Michael Pedersen vil mange nok mene er blandt de mest velkendte ansigter på Danmarks Tekniske Universitet. Vi har taget en snak med Michael om hans egen uddannelse, den forskning han arbejder på ved siden af hans undervisning samt hvordan det er, at arbejde som professor på Danmarks Tekniske Universitet.

Som ung nyudklækket student stod Michael Pedersen ikke med en skreven plan for resten af hans karriere. Michael havde en idé om at han skulle læse medicin på universitetet, men den plan varede blot indtil det gik op for ham, hvad en læge rent faktisk arbejder med: “Jeg havde slet ikke tænkt over, at læger rent faktisk har med syge folk at gøre”, men noget skulle man jo sige til sine forældre forklarer Michael Pedersen.

Efter sin studentereksamen startede Michael i en stilling som lærervikar på en folkeskole, et job han umiddelbart fandt interessant og planen med at læse medicin blev pakket væk for nu. 

Efter et spændende år som lærervikar besluttede Michael sig for helt at skrinlægge idéen om at blive læge og forfulgte i stedet de gode erfaringer fra jobbet som lærervikar. Han begyndte på lærerseminariet for, at læse til folkeskolelærer med matematik som linjefag. Det var lige indtil en dag, hvor hans underviser i matematik på lærerseminaret kom og prikkede ham på skulderen og sagde “Du spilder dit krudt her”. Michaels lærer anbefalede, at han skulle skrive sig ind på universitetet. Det endte med, at de sammen tog de over på Københavns Universitet for at skrive ham op. En proces der var betydeligt nemmere dengang end det er i dag. 

Det er ikke altid, jeg har syntes, det har været skide skægt at løse regneopgaver
— Michael Pedersen, professor DTU

Interessen for matematik kom fra Michaels tid i gymnasiet - det faktum, at matematik var anerkendt som det suverænt sværeste fag var en af de største motivationsfaktorer. 
“Det er ikke altid, jeg har syntes, det har været skide skægt at løse regneopgaver” siger Michael Pedersen, men han anerkender, at det er en nødvendighed for at dygtiggøre sig. 

På trods af Michael nu var startet med at studere matematik på Københavns Universitet, så besluttede han sig for, at færdiggøre uddannelsen som folkeskolelærer sideløbende. Færdiggørelsen gjorde det muligt for Michael, at tage nogle mere spændende studenterjobs, bl.a. som matematiklærer på et voksen forberedelseskursus, et sted man kunne tage HF og studentereksamen som aftenskole. Michael husker tilbage på en tid, hvor han blev opmærksom på, at intet kunne ryste ham, når han underviste - der var stor læring i det for ham.

Hvorfor gjorde vi det? - Jamen det var fordi det var svært
— Michael Pedersen, professor DTU

At være god til noget som var anerkendt som værende svært og noget man ikke kommer sovende til, “Det kræver blod sved og tårer og lange aftener” udtrykker Michael og sammenligner det lidt med at være bjergbestiger: “Hvorfor gjorde vi det? - Jamen det var fordi det var svært”. Det er ofte de store udfordringer, som giver en stor tilfredsstillelse, når man gennemfører det.

Michael Pedersen er stor tilhænger af den britiske rockgruppe Pink Floyd - derfor hænger der naturligvis også en plakat fra deres album The Dark Side Of The Moon i mødelokalet.

Inspiration
På Københavns Universitet gjorde særligt to personer et stort indtryk. Den ene hed Gert Kjærgård Pedersen som arbejdede med C* algebra (operator algebra). “Han var en formidabel forelæser som virkelig forstod at gøre det spændende for de studerende”. 

En anden person som gjorde stort indtryk var Gerd Grubb, Michael Pedersens senere vejleder, som var Danmarks førende ekspert i partielle differentialligninger. “Hun er en absolut verdensstjerne” fortæller Michael som også havde hende i flere forskellige kurser, hvor man kunne tilladde sig at være hyper teknisk, da der ofte kun var 3-4 studerende på dem.

Jeg vil fandme også prøve at blive lige så dygtig!
— Michael Pedersen, professor DTU

Hvor Gert Kjærgård Pedersen i høj grad imponerede Michael med sin formidling, så imponerede Gerd Grubb i særlig grad med sine tekniske færdigheder. Michael giver udtryk for, at han har en stor respekt for personer, som har brugt meget tid på at sætte sig ind i noget som er svært - det motiverede i høj grad Michael til at blive endnu mere ambitiøs, “Jeg vil fandme også prøve at blive lige så dygtig”. 

Michael Pedersen afsluttede sin kandidatgrad fra Københavns Universitet i 1987 og i 1990 færdiggjorde han sin ph.d. fra Roskilde Universitet. I perioden fra 1990 - 2008 har Michael været ansat på Danmarks Tekniske Universitet og har særligt arbejdet med problemer inden for partielle differentialligninger, hvilket endte med en teknisk doktorafhandling fra DTU i 2008, som på mange måder opsummerede hans tidligere arbejde med differentialligninger. 

Året efter blev Michael institutdirektør for DTU Matematik efter kortvarigt at have været institutleder på RUC. Kort derefter tog Michael skridtet ind i et nyt felt som var begyndt at blomstre i starten af 00’erne, matematisk biologi. Et emne der udviklede sig hurtigt, særligt i USA men også Frankrig på daværende tidspunkt. Det førte til opførslen af et stigende antal mathematical bioscience institutes rundt om i verden. 

Michael Pedersen på sit kontor med udsigt til Matematiktorvet i 3. kvadrant.

Michael forklarer, at det er sjældent der arbejdes nationalt indenfor matematik i Danmark da feltet er relativt småt. Det er derfor naturligt at arbejde internationalt. Med formålet om, at skabe et internationalt netværk fik Michael Pedersen tildelt en sum penge, som gik til, at afholde konferencer og workshops med deltagelse af forskere fra udlandet. Det førte til flere gode partnerskaber med tyske og kinesiske forskere i matematisk biologi og hjalp med at åbne døren til nye bekendtskaber.

Spurgt ind til hvordan covid-19 har påvirket et arbejde der i så høj grad er præget af internationale relationer, svarer Michael Pedersen, at det i og for sig har været meget bekvemt når ens kollegaer ofte sidder på den anden side af jorden. Michael pointerer desuden, “Vi er sgu alle sammen så introverte, så det gør ikke så meget”. 

Skrevet af: Oliver Zacho

Previous
Previous

Forskning er ikke blot problemløsning - Ole Christensen om livet som forsker

Next
Next

Del 2: Michael Pedersens vej i matematikkens verden