Professor Ole Christensen er en bekendt forelæser blandt studerende på DTU, hvor han tidligere har vundet prisen for at være Årets Underviser. Han forsker blandt andet i anvendt matematik med fokus på harmonisk analyse, frames og wavelet-transformationer, og har også skrevet flere lærebøger om netop de emner. Vi har haft en samtale med Ole om, hvad det vil sige at være forsker og hvad det kræver at blive forsker i første omgang.

Ole Christensen fik sin kandidatgrad som matematiker fra Aarhus Universitet i 1990, og har siden i sit akademiske virke forsket og bidraget med matematik, som især kan bruges til signalbehandling. Han har altid vidst, at målet for ham var, at blive professor. Men at vide, hvorvidt det var en mulighed, var en helt anden sag. Konkurrencen for adjunktstillingerne (som er de, som færdige PhD’er søger) var hård og der var dengang omkring 10 ansøgere per stilling - noget, som desværre ikke er blevet lettere siden, understreger Ole - “Sidste år søgte nogle af mine tidligere PhD-studerende adjunktstillinger, og der var 190 ansøgere til en stilling”.

Og blot fordi man har landet en adjunktstilling kan man ikke være sikker på at få mulighed for at blive lektor eller professor, for stillingen er som udgangspunkt tidsbegrænset på 3 år. “Så kunne man være heldig at der blev sat ansøgninger op når man var færdig, men alt det her var i fri konkurrence”, siger han med et smil på læben, og tilføjer: “Stillingerne blev slået op internationalt, så der kunne sidde verdensberømte professorer i udlandet og vælge at søge disse stillinger fordi de gerne ville til Danmark”.

Heldigvis er de aspirerende lektorer nutildags i bedre omfang beskyttet af DTU’s tenure track-program. Ole understreger, at det er et rigtigt godt initiativ fra DTU’s side, og at der generelt set på DTU er rigtigt gode forhold for at læse en PhD og at forske.

Forskningsforventninger

Mange PhD’er døjer med bl.a. stress og præstationsangst - noget, som der ifølge Ole mangler et større fokus på. Derfor kan man undre sig over, hvorfor der er så hård konkurrence om PhD-pladserne. For Ole var det ikke noget valg at blive forsker - det var noget, som han altid gerne har villet. “Det er jo klart at man ikke kommer langt som forsker, hvis man ikke brænder for det man laver. Fordi der er jo noget der undertiden gør ondt når man forsker, da man typisk forsøger at løse komplicerede problemer. Og det er ikke noget man bare lige gør”. Under en samtale om, hvordan det er at forske på fuldtid, og hvad der motiverer Ole mest, nævner han især samspillet med de studerende “Det er klart, at det der virkelig er den drivende kraft er samarbejdet med de studerende. Når man går ind i et auditorium hvor de studerende lytter til det man siger og kommer og stiller spørgsmål. Senere i forløbet får man selvfølgeligt også lov til at være vejleder i bachelorprojekter og masterafhandlinger. Det at føle glæden fra de studerende, se deres interesse for faget og fagligt stimulere de studerende, det udgør en væsentlig del af arbejdsglæden. Og så er det naturligvis også interessant at forske og finde nye resultater”.

Desværre er der også dårlige sider ved det, at være universitetsansat forsker. Her fremhæver Ole finansieringsmodellen til forskning “Efterhånden er det desværre en lige så vigtig del af det at være forsker, at skrive en helt masse ansøgninger, så man kan tiltrække midler. Det er nødvendigt for forskningen, således at man kan oprette PhD-pladser og kunne rejse. Adgangen til midler var tidligere indbygget i systemet i højere grad. (...) Det er en væsentlig del af ens arbejdsopgave, for der kan sagtens gå en eller to måneder med at søge midler. Man passer selvfølgeligt sin undervisning, men man laver ikke så meget forskning i de perioder”.

Ole er ikke den første, som ser kritisk på bureaukratiseringen af forskningen. Igennem de sidste år har der været en tiltagende utilfredshed iblandt universitetsansatte forskere, netop fordi at man kan sidde med en fornemmelse af at spilde sin tid på noget, som (i en ideel verden) egentligt ikke er relateret til forskningspraksis. “Jeg hører fra folk der kommer ud i erhvervslivet, så er pengene der bare til den forskning man vil lave, og så skal man ikke spilde tid på de ansøgninger”, tilføjer Ole slutteligt.

Ole er uddannet matematiker. Derfor kan forskningsprojekterne godt blive lidt abstrakte, men der er ofte en ret direkte anvendelighed af resultaterne i form af signal-processering og datakompression. Det er ikke nødvendigvis altid sådan, når man er matematisk forsker, at der er en umiddelbar anvendelighed. Problemerne som bliver løst kan sagtens have mere matematisk end praktisk natur. Under en samtale om forskningsfeltets fremtid siger Ole: “Det er klart, at vi mere og mere skal rette vores projekter efter at de skal have en hurtig anvendelse. (...) Jeg tror at det kommer til at gælde meget matematik, at man er nødt til at have et konkret sigte på det man laver”. Igen er finansieringen af forskningen her ret definerende for forskningen der bliver oprettet: “Hvis man eksempelvis vælger et projekt der omhandler kunstig intelligens eller machine learning er der langt flere midler. Så er man både som PhD-studerende og forsker mere tilbøjelig til at vælge sådanne projekter frem for rent matematiske projekter”.

Kunsten at forske: At stille de rigtige spørgsmål

Mange har hørt, at det bare handler om at få den “gode ide”. Det kan især være svært, hvis man ikke meget præcist ved, hvad det egentligt er man er igang med at løse. Derfor understreger Ole også, at det er utroligt vigtigt at kunne identificere problemet, at stille det rigtige spørgsmål, og så først sidenhen begynde at løse det. “For 15 år siden skrev jeg en artikel, som da den blev publiceret egentligt ikke var særligt lang (5 sider), men selve arbejdet med artiklen strak sig over 3 år. Jeg havde en konkret forestilling om hvad jeg ville løse, og det her med at få sporet mig ind på selve problemet og at finde en vej til at løse det, det tog 3 år. Ud af de 5 sider udgjorde udregningen faktisk kun 1 side. At finde en tilgang til selve problemstillingen var det svære. Det er en generel udfordring når man forsker i matematik, for det er ofte abstrakte problemstillinger. Det, som man aldrig kan gøre, er at starte med at kigge på det så generelt som man gerne vil løse det. I stedet bør man kigge på nogle eksempler, ligesom vi tvinger jer studerende til at gøre. Når man tager en sætning og skal få et eller andet forhold til den, så må man lave nogle eksempler hvor man kan prøve at bruge den - og som forsker er man nødt til at gøre det samme. (...) Jeg tror, at der er mange som brænder fingrene i begyndelsen af deres forskning, når de tror, at de kan regne på det så generelt som de vil. Man er nødt til at opdele problemerne, og tage det i en fornuftig mundfuld af gangen. Det er også noget af det, man især skal være klar over, når man er vejleder”.

Det kræver held

Meget tyder på, Ole er har en meget struktureret tilgang til sit erhverv. Men man kan ikke organisere sig ind og ud af alting i forskning. Ole indrømmer da også, at en betydningsfuld andel af, hvad der skal til for at blive professor, er held. “Det er helt klart et spil af tilfældigheder. Noget af det, som virkeligt formede min karriere var, at jeg mødte en amerikansk matematiker i 1995, som jeg skrev en række vigtige artikler med over de næste par år”. Måden at det kom til at ske var ved et tilfældigt “ja” fra Oles side til at holde et oplæg for Dansk Matematisk Forening. Her valgte han både at præsentere problemerne han havde løst, men også de åbne problemer, som han stod tilbage med. Efter foredraget kom en amerikansk gæst hen og rystede Oles hånd, og sagde at det var et interessant foredrag - og at han forøvrigt kunne løse problemet.

De to matematikere endte med at sidde ved siden af hinanden til den følgende middag og snakke mere om løsningen på problemet. “Jeg havde aldrig hørt om ham før, og vidste ikke hvem han var. Desuden var han inden for et helt andet forskningsområde end mig. Jeg er indenfor harmonisk analyse, og han var indenfor banachrumteori, der er et meget abstrakt og klassisk forskningsområde, mens mit var et mere moderne område. Jeg havde virkelig svært ved at tro, at løsningen skulle komme til mig ad så uforudsigelige veje”. To dage senere kom der en fax på 27 håndskrevne sider, hvor problemet er løst. “Han var i Danmark fordi han arbejdede sammen med en kollega, og lige præcis på dagen for oplægget skulle samarbejdspartneren være censor. Den amerikanske matematiker havde kedet sig, og var derfor taget til årsmødet”. Det blev til et langt samarbejde imellem de to matematikere.

Generelt set har Ole haft meget held med samarbejder med andre matematikere rundt om i verden - og det er en nødvendighed for at få success. F.eks. mødte han ved et oplæg i Østrig en sydkoreansk matematiker, som tilbød ham at holde et PhD-kursus. Det blev også frøene for et samarbejde som har varet ca. 15 år, og har propelleret forskningskarrieren fremad.

At sætte sig i en favorabel position

Det er tydeligt at høre, at konferencer afholdt af internationale og nationale sammenslutninger af matematikere bl.a. har været meget vigtige for, at heldet i første omgang kunne opstå for Ole Christensen. Han har arbejdet sammen med mange, og nævner, at han også har set forskere som har en lidt mindre opsøgende tilgang til samarbejder, som ikke går på konferencer eller som ikke er med i de matematiske selskaber. Derfor støder man ind i færre mennesker, og vil i sagens natur have færre samarbejdspartnere. “Det kan være utroligt risikabelt, for der kommer jo nok en dag, hvor den ene af parterne stopper med at bidrage, f.eks. pga. aldersforskelle. Samarbejder har oftest en tidsbegrænsning”, siger Ole. Afsluttende i samtalen siger han:

Skrevet af: Martin Ægidius